Apples event 2. marts – opsummering!

Apples event 2. marts kl. 19 er nu veloverstået med en præsentation af iPad 2 som forventet.
Jeg var ellers klar til at give jer besøgende linket til Apples lives stream video, men Apple snød samtlige bloggere i verden og valgte ikke at vise dagens event live. Vi må derfor vente på at videoen bliver tilgængelig på Apples hjemmeside, hvis man gerne vil se det.

Det var heldigvis ikke jordens undergang at Apple ikke streamede live. Jeg fandt hurtigt ud af at Engadget.com bloggede direkte fra eventet, da de var en del af publikum, og så gik det stærkt!

Steve Jobs kom på scenen. Der var ellers store spekulationer om han ville møde op på grund af hans sygdom, men på trods af at han så en smule tynd ud, så var han klar!

iPad 2 blev præsenteret
33% tyndere design.
8,8 mm “tyk” (tyndere end iPhone 4).
Mindre vægt.
Kamera på både forsiden og bagsiden.
Sort og hvid udgave.
A5 processor der gør den dobbelt så hurtig, og leverer op til 9 gange hurtigere grafik.
Stadig 10 timers batteri (på trods af større ydeevne – flot!)

Apple gjorde et stort nummer ud af at vise et “iPad Smart Case” som de selv har lavet. Den nye iPad er lavet på en smart måde, der gør at når man putter coveret på skærmen, så slukker skærmen automatisk, og omvendt når man åbner, så tænder skærmen. Dette kan lade sig gøre ved brug af magneter. Se mere her.

Den bliver sat til salg i USA 11. marts og den kommer allerede til Danmark 25. marts!
Læs mere om iPad 2 på Apples hjemmeside, og gør dig selv den tjeneste at se videoen om den.

Statistikker
100 millioner bøger er blevet downloadet i iBook Store.
Der er  200 millioner registrerede Apple ID brugere.
Apple har betalt 2 milliarder dollars til udviklere af applikationer til App Store.
For nylig solgte Apple deres iPhone nr. 100 million.
15 millioner solgte iPads i 2010 (fra april til december)
Der er 15.000 apps specielt lavet til iPad.

iOS 4.3
De nye funktioner der kommer med iOS 4.3 blev demonstreret. Flere af funktionerne kendte vi allerede, men facetime og photo booth til iPad var blandt det nye. Vi fik også en endelig dato på hvornår iOS 4.3 bliver frigivet, det bliver samtidig med iPad 2 – nemlig 11. marts.

iMovie og GarageBand til iPad
Stort set resten af eventet blev brugt på at fremvise speciallavede udgaver af iMove og GarageBand til iPad. iMovie kan allerede købes til iPhone, men disse særlige udgaver til iPad virkede meget overbevisende med mange funktioner og var lette at bruge. Programmerne kan købes i App Store til 5$ stykket, eller ca. 25-30 kr.

Steve Jobs sluttede af ved at bede de teams der har arbejdet på iPad 2, om at rejse sig op så de kunne få en hånd. Han takkede også deres familier.

Umiddelbart bagefter blev publikum inviteret til “hands on” hvor der var mulighed for at prøve den nye enhed. Der er allerede dukket de første videoer op fra “hands on” her.

Desværre intet nyt om Apple TV i denne omgang.

Skriv kommentar


+ seks = ti